Karma

 Af: Siri Farup
Jeg står og venter på at komme ind i varmen, altså bussen. Jeg står bag ved en meget langsom gammel mand med rynker i nakken. Jeg lod ham komme først, for at være venlig, i ved, karma. Men nu står jeg og tripper udenfor bussens dør. Den kolde vind og støvregnen ødelægger det hår jeg har brugt hele min morgen på at sætte, og jeg kan mærke at min mascara begynder at løbe. Jeg er træt og har mest af alt lyst til at give den gamle mand et stort spark, så jeg kan komme indenfor. Jeg kigger ned af mig selv. Enderne i mit hår begynder langsomt at folde sig sammen, ikke pænt. Da den gamle mand endelig er kommet ind i bussen føltes det som at komme ind i himlen. Næsten, i hvert fald. Jeg møver mig igennem mængden. Jeg bliver et par gange mast af en løbsk klapvogn og får en propfyldt gigantisk sportstaske mast ind i siden. Jeg trækker mine fugtige vanter af og finder mit klippekort frem fra tasken. Gemt allernederst mellem slikpapir og 50’ører. Selvfølgelig, er det helt krøllet så det tager en krig at få det presset ned i automaten. Endelig siger den, den behagelige lyd af succes. Måske var det fordi jeg lod den gamle mand komme først?

Jeg beslutter at køre den gode stil, med karma. Så derfor giver jeg min plads til en dame, som faktisk ikke var specielt gammel, og jeg tror hun blev meget fornærmet. Men hun tog alligevel pladsen. Men så må jeg vel stå op. Jeg kigger rundt. Foran mig står manden med den uhyggeligt store sportstaske. Jeg holder afstand, vil helst undgå flere brækkede ribben. Bagved mig står en mørk fyr med hovedtelefoner. Man kan tydeligt høre musikken. Jeg kender sangen. Pisse irriterende sang. Jeg lukker øjnene og prøver at holde alle lydene ude. Men jeg er snart ved skolen. Jeg har allermest lyst til bare at blive i bussen, og køre til verdens ende. Eller måske ikke til enden, men bare langt væk. Til en øde ø, men hvide strande, palmer og smagen af kokosnød. Jeg drømmer mig tilbage til sidste ferie i efteråret. Men så er jeg ved Lollandsgade og skal af så jeg bliver nød til at løbe gennem bussen, så jeg kan nå at komme ud, inden bussens døre lukker. Jeg hopper over det sidste gule trin og lander mega elegant, lige ned i en vandpyt. Mine nye støvler er våde og jeg har mudder op af benet. Jeg stod tæt op ad bussen, da den begyndte at køre, forsøgte jeg at hoppe ind på fortovet men landte i stedet på cykelstien og var lige ved at blive kørt over af en cyklist. Tidligere på dagen gjorde jeg, men nu tror jeg bestemt ikke længere på karma.