Livet som TABER

Af: Emma Nejatbakhsh

”Hej, jeg hedder Emma, og jeg er en taber.” ”Hej Emma” lyder det meget lavt i baghovedet stemmerne stammer helt sikkert fra mit tv-misbrug, jeg er afhængig af tv, og 90’ernes hit tv-serier det er der hvor jeg er i mit es, hvis folk spørger mig hvad jeg kan, siger jeg: ”Jeg har meget at byde på, ej det var en joke,” jeg er lidt af en taber, det ved jeg godt. Jeg er lidt for middelmådig, jeg har den forholdsvis normal familie med en mor, en far og en irriterende storesøster. Vi udgør alle en lille del af familien, som jeg naturligvis har meget svært ved at leve op til, da de alle er meget mere seriøse, kompetente og i det hele taget mere perfekte.

Jeg er omgivet af mine venner, har ikke så mange, men er særligt glade for to-tre stykker af dem. Der står lige så meget skrevet ”TABER” i panden af dem som mig, men de fleste andre har alle deres interesser, det er enten, klaver, ballet, boksning, atletik eller dans. Jeg har personligt været igennem en stor del af tingene.

Jeg gik til svømning i nogle år droppede det, var alt for sej til vand, klaver i et år, det var for kedeligt, processen var for langtrukken, ville bare gerne komme til det stadie, hvor jeg kunne spille Celine Dion’s ”My Heart Will Go On”. Jeg gik også til springgymnastik, og til sidst selvfølgelig dans, jeg var én stor FIASKO til alle ting. Jeg beskriver mig selv som normal og middelmådig, jeg falder ind i mængden.

Det kan godt ske det bare er mig, men jeg føler at alle er kommet så langt, og at de er bevidste om hvad de skal, og vil være, jeg føler mig som et udskud, fra alle mine danser-venner, hjælpetrænere og pianister. Hvis folk skulle beskrive mig, er jeg bare hende der; ” hende, hun er da sød nok”, man skulle tro at det kunne hjælpe en at være sød, men det gør det altså ikke.

Jeg synes det er svært at finde ud af alt det her på en gang, men det er heller ikke nødvendigt, for der er mere i livet end at kunne løbe hundrede meter på ti sekunder og være i stand til at lave en flik-flak, jeg har det okay med at være normal, jeg har masser tid til at prøve flere ting af, og vi er jo stadig unge.

 Den taber vi alle ved vi har inde i os, skyldes de idealer, de forventninger vi regner med folk har til os, men aldrig rigtig siger. De forventninger vi får sat ind i hovedet fra da vi var helt små, da vi jo alle regnede med at vi kom til at ligne Barbie når vi blev ældre. De lange slanke ben, den smalle talje, og det lange blonde hår alle små piger drømmer om, men det ville nok bare være en smule uhyggeligt hvis jeg havde ben der var 120 cm lange. Det får jeg selvfølgelig aldrig, og det er jeg nogenlunde tilfreds med. Man føler en slags forpligtelse til altid at være pæn og klog og at have et slags specielt talent. Der er den idé vi har om at være perfekt, for ellers er man en taber. Men hvad er en taber?  Har vi alle sammen en lille taber gemt inde i os? Nogen har måske bare lettere ved at gemme den. Jeg har det fint nok med bare at være normal, og ikke at have noget særligt talent, det tager lidt mod at kunne indrømme at vi måske alle bare er en flok tabere.